Lige som jeg var kommet godt i gang med træningen, kom Leopold galt af sted på folden i midten af januar. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så nu får I et eksempel på, hvordan en protokol for behandling og genoptræning af en skadet hest kan se ud. Husk at dette blot er et eksempel og det kan se anderledes ud for din hest. Sørg altid for at lægge en plan i samråd med dyrlægen.

Leopold var en dag meget halt på det ene bagben. I første omgang, så det ud til, at det var en hovbyld eller knusning, så jeg ringede først efter smeden. Han udelukkede både hovbyld og knusning efter at have tjekket begge baghove. Herefter ringede jeg straks til dyrlægen, og hun var i stalden en time senere. Hun så Leopold kort i skridt og i trav. Herefter blev han sat på sygefold og smertestillende. Ugen efter kom hun igen for at se til ham. Baseret på hans symptomer og ændringen i hans gang i løbet af den første uge blev konklusionen, at han har lavet en udskridning på folden, hvor han har lavet en voldsom forstrækning højt oppe i venstre bagben. Dyrlægen ordinerede smertestillende en uge mere og sygefold den næste måneds tid, hvor hun så ville komme og se til ham igen.

Da jeg har forskellige behandleruddannelser til husbehov, tog jeg også dialogen med dyrlægen om, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe Leopold hurtigt oven på igen. Dyrlægen gav grønt lys for massage og behandling med infrarødt lys.

I dag har dyrlægen netop været for at tjekke op på Leopold. Han er i bedring, men det er en alvorlig skade, han har lavet, så han skal fortsat være på sygefold. Jeg har fået grønt lys til at lave en lille smule arbejde med ham i skridt (max 10 min. om dagen) med træning af forskellige basissignaler. Det er ganske enkelt for at holde ham nogenlunde smidig i kroppen og et forsøg på at gøre ham lidt træt i hovedet, når han nu er tvunget til at have et meget lavt aktivitetsniveau.

Behandlinger:
1-2 gange i ugen massage/bodywork uden udstrækningsøvelser
2-3 gange i ugen infrarødt lys på relevante akupunktur punkter samt direkte på skaden

I forbindelse med skaden gik han fra at have et højt aktivitetsniveau på folden, være i løsdrift og blive trænet 4-6 dage i ugen til at gå på sygefold med lavt aktivitetsniveau og være på boks om natten. Det betyder, at hans energibehov blev drastisk reduceret.  Leopold er egentlig nemt at holde i rette huld, men når han tager på, sætter han nemt de forkerte fedtdepoter. Af hensyn til risikoen for vægtøgning og forfangenhed, regulerede jeg en del i hans foder. Derudover fik han dårlig mave af de smertestillende, han skulle have de første to uger. Det krævede nogle ekstra tilskud, mens han fik de smertestillende og en uges tid efter han var færdig med de smertestillende. Efter den akutte fase, hvor han fik smertestillende fra dyrlægen, introducerede jeg urter, som kamille og pilebark. Begge urter er med til at dæmpe inflammation. Pilebark bruger jeg som et let smertestillende middel, mens jeg bruger kamilleblomst som et beroligende middel. Kamilleblomst hjalp også Leopold oven på efter hans mave blev slået lidt i stykker af den smertestillende medicin (i kombination med mælkesyrebakterier og Balancer).

Fodring (en portion morgen og en portion aften):
2 håndfulde timote (Dangro)
50g metavital (Dangro)
1 håndfuld kamilleblomst (Naturdrogeriet)
25g pilebark (Nordic Horse)
½ spsk. Havsalt
1 gulerod
1 måleske Balancer (Dangro).  De to uger han fik smertestillende + en uge mere.
Mælkesyrebakterier. De to uger han fik smertestillende + en uge mere.
1 gulerod
Derudover 7-8kg wrap fordelt over dagen samt fri adgang til halm.

Der er lange udsigter til, at jeg kan gå i gang med genoptræningen, men når det bliver relevant, øger jeg mængden af wrap, så det følger hans energibehov. Ligeledes justerer jeg på metavital og salt samt genintroducerer hans Linocrunch (Dangro), så energitilførslen passer med hans aktivitetsniveau og træningsmængde. Urterne bliver han trappet ud af.

I min optik skal fodringen holdes så enkel som muligt. I perioder kan det være nødvendigt med en del ekstra tilskud, men som udgangspunkt skal man altid vende tilbage til basisfodringen. Basisfodringen bør altid være grovfoder i form af god kvalitets wrap eller hø (gerne med adgang til halm) samt et tilskud af de rette mineraler. Alt andet kan tilføjes eller fjernes alt efter sundhedstilstand, træningsmængde, årstid osv.

Er du interesseret i hvad jeg kan gøre for dig og din hest? Tøv ikke med at kontakte mig - vi kan altid tage en uforpligtende snak.

© 2018 - Hesten som helhed v/ Susan Helany