I hesteverdenen findes der efterhånden et virvar af foderprodukter og –tilskud. Det kan være svært at finde rundt i de forskellige produkter, og pludselig står man måske med ti forskellige bøtter af forskellige tilskud, fordi det skulle være godt for det ene, det andet og det tredje. Når det kommer til fodring af hesten, er det vigtigste, at basen med de essentielle næringsstoffer er dækket ind – og det er ofte langt enklere, end man tror.

Så hvad skal man være opmærksom på i fodringen af sin hest?
Først og fremmest er kvaliteten af fodret afgørende. Basen for hestens fodring bør altid være en form for grovfoder i form af hø, wraphø eller græs. Man kan vælge at supplere med frøgræs og halm, men det må ikke være mere end et supplement af hensyn til hestens fordøjelse. Har du god kvalitets grovfoder, er du allerede nået rigtig langt, og du har sparet dig selv for mange problemer i det lange løb. Når jeg siger god kvalitet, handler det bl.a. om, at høet dufter godt, der er ikke spor af svamp eller mug, det støver ikke og er ikke for vådt (her mener jeg primært wraphø). Det er også en fordel, at sukker og stivelsesindholdet ikke er tårnhøjt. Det gælder især for heste med et lavt aktivitetsniveau, heste der er for tykke, heste, der har været forfangne og heste med EMS eller PPID. Proteinindholdet skal man også være opmærksom på, da det nogle gange kan være for lavt ift. hestens aktivitetsniveau og vedligeholdelsesbehov – i de fleste tilfælde er hesten dog fint dækket ind via sit grovfoder.

De essentielle næringsstoffer
I den ideelle verden ville hesten være dækket helt ind med alle næringsstoffer via sit grovfoder og ville ikke have brug for andet foder. Desværre er det sådan at grovfoder af god kvalitet ikke er ensbetydende med, at din hest er dækket ind med, at din hest er dækket ind med alle essentielle næringsstoffer. De essentielle næringsstoffer kan hesten ikke selv producere. Det betyder, at hesten er fuldstændig afhængig af at indtage næringsstofferne gennem fodringen. Nogle næringsstoffer vil hesten få dækket ind via sit grovfoderindtag, mens andre stadig vil mangle. Selen, zink og kobber er bare tre af de mineraler, der ofte ikke er til stede i tilstrækkelige mængder i grovfoder herhjemme. Til gengæld indeholder det tit rigeligt med jern, mangan og kalium. Det er bl.a. derfor, at et tilskud af vitaminer og mineraler til grovfoderet i mange tilfælde giver rigtig god mening -ganske enkelt for at forebygge mangeltilstande af bestemte næringsstoffer.

Den nemmeste måde at sikre sig, at hesten er korrekt dækket ind med de essentielle næringsstoffer, er at få lavet en analyse på grovfoderet og supplere op ud fra analysens resultat. Det er selvfølgelig ikke muligt for alle, da forskellige faktorer kan spille ind ift. det grovfoder, man bruger.  Det kan være, at hesten er opstaldet ude, og du ikke har så stor indflydelse på valg af foder. Det kan være, at du ikke har mulighed for at opbevare større portioner hø fra samme slet og samme mark etc. Her er man nødt til at acceptere en vis fejlmargen, og udelukkende gå ud fra hestens behov*, og hvilke tendenser, der generelt ses i grovfoder i Danmark for det pågældende år. Om man vælger en multi-vitamin-mineral løsning eller vælger at supplere med de enkelte næringsstoffer er op til en selv. Fordelen ved et multivitamin og –mineraltilskud er, at det er nemt at have med at gøre. Det er bare et spørgsmål at afveje den rette mængde til hesten dagligt. Ulempen er at balancen mellem mineralerne (og andre næringsstoffer) kan være skæv, og man dermed ikke får det optimale ud af tilskuddet. For eksempel er forholdet mellem jern, zink, kobber og mangan vigtigt for, hvor godt hesten kan udnytte de respektive næringsstoffer. Et for højt jernindhold i høet slår zink og kobber ud af kurs. Ligeledes er forholdet mellem calcium, magnesium og fosfor vigtigt – her er det som regel magnesium, der er den manglende brik i puslespillet. Det kan være svært for ét tilskud at tage hensyn til alle de forskellige mineraler. Det er langt nemmere at balancere mineralerne med enkelt tilskud. Det er også langt nemmere at give de helt rigtige mængder til den enkelte hest. Ulempen ved at give næringsstofferne enkeltvis er, at man pludselig kan stå med rigtig mange forskellige bøtter, der skal afmåles i de rette mængder, det er tidskrævende og kan for nogen virke uoverskueligt.

Men hvad så med alt det andet?
Jeg støder på rigtig mange hesteejere, der giver deres heste tilskud med forskellige urter. De kan være en rigtig stor hjælp, når der er specifikke problematikker, der skal løses. MEN urter må aldrig stå i stedet for en velafbalanceret fodring, hvor hesten er dækket ind med alle de essentielle næringsstoffer. Oftest kan problemer løse sig selv, når man får hesten dækket rigtigt ind. Så husk altid at dække basen ind, før du giver dig i kast med diverse andre tilskudsprodukter.

Mit udgangspunkt for en god basis fodring er:

  • God kvalitet grovfoder
  • Et mineraltilskud
  • Saltsten eller salt tilsat i foder
  • Evt. tilskud med omega-3 fedtsyrer
  • Evt. et tilskud med ekstra protein (afhængig af grovfoderanalyse)

Der, hvor urter og andre tilskud kan komme ind i billedet, er, når der opstår specifikke problemer. Det kan f.eks. være ved astma, allergi, EMS, PPID, forfangenhed, ledproblemer, problemer med immunforsvaret, rehabilitering i forbindelse med en skade osv. Her kan bestemte aminosyrer, urter og en ny tilpasning af essentielle næringsstoffer komme på tale.

Ved sygdomme skal dyrlægen selvfølgelig indover behandlingen af hesten, og det er især vigtigt at informere om brugen af urter, da der kan opstå krydsinteraktioner, hvis hesten også får medicin. Når det så er sagt, kan ændringer i fodringen komplimentere behandling ved dyrlægen og støtte hesten i at komme oven på igen.

 

* en lille note om hestens behov; Det kan variere meget fra hest til hest, da det afhænger af vægt, aktivitetsniveau, hvad hesten bruges til, hvor mange timer den trænes osv.

Er du interesseret i hvad jeg kan gøre for dig og din hest? Tøv ikke med at kontakte mig - vi kan altid tage en uforpligtende snak.

© 2018 - Hesten som helhed v/ Susan Helany