Kan en hest trives som ridehest på trods af flere diagnoser? Ja, det er der nogle, der kan. Der er mange faktorer, der skal tages i betragtning. I får her et eksempel på, hvordan det kan lykkedes, når ejer og fagfolk arbejder sammen om at finde den rette løsning.

Mød Jack! Jack er en 17-årig Irish Cob, der ejes af Mette. Jeg har kendt og undervist dette makkerpar i snart 4 år, og de har deres del af udfordringer. Noget jeg er så heldig at hjælpe dem med.

Jack sygdomshistorik lyder således:

  • Fra ung alder skabsmider ved hovskægget på forbenene (racetypisk problematik)
  • Gennem hele livet symptomer på allergi forår og sommer
  • Som 6-årig akut forfangen pga. medicinsk behandling
  • Som 15-årig diagnosticeret med astma efter en længere periode med svære hosteanfald
  • Som 16-årig problemer med foderpakninger mellem tænderne
  • Som 17-årig diagnosticeret med PPID (også kaldt Cushing´s syndrom)
  • Som konsekvens af nogle af problematikkerne, har Jack også været overvægtig de seneste par år

Listen er vidst nok til at give de fleste hesteejere hovedpine. Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget imponeret over den indsats Jacks ejer har gjort for at Jack kan leve et godt liv som ridehest.

Da der er flere sygdomme på spil, er der også mange steder, det er muligt at sætte ind. For Jack satte vi ind på stort set alle områder: miljø, fodring, træning, generel pasning og pleje samt frekvensen af besøg fra fagfolk.

Når det gælder fodringen er basis rimelig nem at gå til. Med alle diagnoserne er det nemlig en fordel med foder, der er lav på stivelse og sukker. Helt generelt er Jack en meget nøjsom hest, så han skal ikke have et for højt energiindhold i sit foder. Samtidig skal han selvfølgelig stadig være fuldt dækket ind med vitaminer og mineraler samt have tilstrækkeligt med tyggetid for at bevare en sund fordøjelse.

Det store puslespil i fodringen er de forskellige tilskud, der er gavnlige for de forskellige tilstande. I Jacks tilfælde er astmamedicin og PPID-medicin fravalgt pga. risikoen for bivirkninger. I stedet bliver han behandlet med urter. Dette er selvfølgelig gjort i samråd med dyrlægen.
Jacks tilskud og foderændringer inkluderer:

  • Iblødsætning af basisfoder (forebyggelse af foderpakninger)
  • Almindelige hestegodbidder er blevet skiftet ud med gulerods- og æblestykker (forebyggelse af foderpakninger)
  • Afbalanceret tilskud af vitaminer og mineraler til passet hans problematikker (herunder ekstra magnesium pga. astma og allergi)
  • Urteblanding til heste med PPID (EquiControl) – vi har bl.a. set en stor forbedring i Jacks pels med dette tilskud
  • Urteblanding til at støtte luftvejene (I dette tilfælde SecretaProMax) – Jack er i dag hostefri
  • Ekstra urtetilskud i allergiperioden
  • I perioder ekstra støtte til fordøjelsen i form f.eks. probiotika og ølgær

Mette bruger Jack til turridning, arbejde fra jorden og dressur. For ældre heste og heste med PPID kan en stor udfordring være tab af muskelmasse. Det har vi også set ved Jack, da det er blevet sværere at holde en pæn overlinje på ham. Så skulle man måske tro, at man bare kunne træne løs, men det er ikke tilfældet. Jacks astma kommer nemlig også i spil her. Træning og bevægelse er absolut godt for ham, MEN det skal være under de rette forudsætninger. Nøglen er korte intervaller, når træningen er med høj intensitet og længere intervaller, når træningen er med lav intensitet. Mette og Jack kan derfor gøre alle de ting, de plejer at gøre – det er bare et spørgsmål om at tilpasse sig intensiteten og dagsformen, så der lægges en passende mængder pause ind under træningen og Jack har mulighed for restituere optimalt mellem træninger. Derudover gør astmaen det endnu vigtigere at Jack bevæger sig korrekt, så han ikke kommer bag lod og besværer sin vejrtrækning yderligere.

Der er foretaget en del ændringer i miljø og generel pasning og pleje af Jack. Dette involverer bl.a.:

  • Løsdrift for at minimere støv
  • Vanding af hø og halm, primært fodring med wrap (Jack kan i dag også tåle god kvalitets hø og halm uden forudgående vanding)
  • Fluemaske der går ned over næseborene i forårs- og sommermånederne – også under ridning
  • Klipning i vinterperioden, så Jack bedre kan regulere sin temperatur (konsekvens af PPID)
  • Regulering af adgang til græs fra forår til efterår

Alle disse tiltag er foretaget i samarbejde mellem ejer, dyrlæge, smed, tandlæge og undertegnede (træning + fodring).

I forbindelse med forløbet, spurgte jeg Jacks ejer, Mette, om hun ville fortælle lidt om, hvad der har været vigtigt for hende. Hun siger:

”I forhold til at have en hest som Jack med alle de forskellige diagnoser han har fået undervejs i sit liv, så er der et par ting der har været vigtige for mig ift. at håndtere hans situation bedst muligt. Jeg har selvfølgelig ikke kunnet klare alt dette selv, om end man kan søge meget viden på nettet, i diverse FB-grupper osv.

Da Jack i sin tid blev konstateret medicinsk forfangen, var tiden op til det helt urimelig lang pga. manglende faglig ekspertise, der hele tiden søgte i alle mulige andre retninger, end der hvor problematikken lå.
Jeg var i et vakuum, hvor jeg på den ene side tænkte, at jeg burde kunne stole på de fagpersoner, der var ind over, og på den anden side også havde en fornemmelse af at noget var helt galt, uden at jeg vidste hvad. Det gjorde, at jeg til sidst fandt vejen frem til HVEM, der ved RIGTIG meget om hesteben, og opsøgte ham.

Det tog 2 min., så stillede han diagnosen, som havde været umuligt for de øvrige involverede parter. Endelig kunne vi komme i den rette behandling.
Der blev det VIRKELIG gjort tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at komme i de rette hænder fra starten af.
Jeg har siden bevidst søgt og brugt de bedste fagfolk, jeg har kunnet opdrive.  OG hvad ligeså vigtigt er, så er vi blevet ved dem, så jeg ved, at de kender Jack, hans udvikling og forandringer. Her tænker jeg især på min smed Henrik Berger og hestetandlæge og dyrlæge Heidi Nielsen. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde én dyrlæge, der kunne følge os hele vejen, så der har været lidt forskellige ind over i løbet af årene.

I forhold til Jacks hove forholder det sig sådan at den mindste ændring i hans beskæring og pålægning af hans sko, reagerer han på. Dette kan tydeligt mærkes under ridning. Derfor er det nødvendigt, at det altid er Henrik der ordner ham, og han er også skarp til at spotte selv de mindste forandringer, så vi kan sætte hurtigt ind.
Og hvad tænder angår, har det været vigtigt for mig at finde en som var uddannet hestetandlæge og som arbejdede udfra “mindst mulig ingriben” princippet, da for meget rasperi jo påvirker hele hestens kranie og krop, fordi kæbernes position ændres, når tænderne raspes – den problematik har vi ikke brug for også at stå med.
Det har derfor været rigtig vigtigt for mig ikke at shoppe rundt imellem alle mulige hestefagfolk, men at søge de, der har haft mest viden på lige præcis Jacks problematikker.”

Til slut vil jeg understrege at dette ikke skal ses som en protokol, man kan bruge til andre heste. Det vi har gjort for Jack, er ud for hans specifikke tilstand og de udfordringer Mette er stødt på med ham. Jeg håber dog, at Jack og Mettes historie kan være en inspiration og et håb for jer, der står med heste, der har diagnoser eller af anden årsag kræver ekstra pleje for at trives.

Er du interesseret i, hvad jeg kan gøre for dig og din hest? Tøv ikke med at kontakte mig - vi kan altid tage en uforpligtende snak.

© 2020 - Hesten som helhed v/ Susan Helany