Jeg har været i gang med at lede efter min nye dressurhest. Mange tak for alle delinger og henvendelser – det er en kæmpe hjælp – og den rette hest er fundet. På min vej er jeg stødt på alt fra tynde og muskelfattige heste til svært overvægtige heste. Jeg vil dog sige, at jeg generelt set møder langt flere overvægtige end undervægtige heste – min nye hest hører i kategorien overvægtig, men det vender jeg lige tilbage til.

Som hesteejere er det vores ansvar at holde hesten ved en sund vægt. Det betyder, at hesten hverken skal veje for meget eller for lidt. Det er nogle gange lettere sagt end gjort – de fleste kender vidst det med, at hesten har taget lidt for meget på henover sommeren, hvor hestene som regel har mæsket sig i en masse græs.

Der er flere mere eller mindre uheldige konsekvenser af overvægt hos heste. Det gælder bl.a.:

  • Øget belastning på led, sener og ligamenter
  • Øget belastning på kredsløbet
  • Tungere vejrtrækning og besvær med at regulere kropstemperatur under træning
  • Lavere insulinfølsomhed (sammenlignet med normalvægt)

Den nemmeste måde at vurdere, hvor hesten ligger vægtmæssigt, er ganske enkelt at kigge på den. Jeg tror, at de fleste hesteejere er bekendt med at hestens vægt godt kan svinge en lidt alt efter årstid, hvor meget, man lige får trænet osv.

Forårs- og sommergræsset er ofte den helt store synder, fordi hestene pludselig har mulighed for at indtage langt større mængder stråfoder end resten af året, hvor vi bedre kan kontrollere deres indtag af hø og wraphø. Det er altid en god idé at være på forkant, da det er noget nemmere at vedligeholde vægten, end det er at få hesten ned i vægt. Har man en hest, der skal slanke sig, og man skærer ned i mængden af foder, skal man være opmærksom på, at hesten ikke vil få samme mængde aminosyrer, vitaminer og mineraler som før. En tilpasning af tilskud er vigtig for at sikre at hesten er dækket ind med de essentielle næringsstoffer. Mht. stråfoder til en overvægtig hest er et godt udgangspunkt at fodre 1,5% af hestens nuværende kropsvægt eller 2% af hestens idealvægt. Når man slanker sin hest, er det også vigtigt, at man ikke går for langt ned i mængden af stråfoder både af hensyn til hestens fordøjelsessystem, men også af hensyn til de hormonelle forandringer kroppen reagerer med, når man skærer for voldsomt ned i foderet. Vil man være helt sikker på, at man fodrer korrekt, er det en god idé at lave specifikke beregninger på den enkelte hest.

Hennekes Body Condition Score (BCS) er et godt udgangspunkt for at vurdere om hesten ligger nogenlunde omkring sin idealvægt. Her giver man hesten en score fra 1-9 ud fra hestens udseende. En score på 1 svarer til en ekstremt undervægtig hest, og modsat svarer en score på 9 til en ekstremt overvægtig hest. Er du i tvivl om, hvor din hest ligger, så få nogle andre til at hjælpe med at lave en vurdering. En voksen hest bør ligge på BCS 5 (et interval på BCS  4,5-5,5 er acceptabelt). Unge heste må gerne ligge en smule lavere på BCS 4,5-5. Det er bl.a. for at undgå problemer med deres led, som endnu ikke er færdigudviklede. Er hesten forfangen eller har været det, vil BCS på 4,5-5 også være rigtig fint.

Ved BCS på 5 har man en hest hvor:

  • Der er en blød linje fra hals henover manken, ned til skulder og hen ad ryggen uden synlige fedtdepoter.
  • Ryggen er lige dvs. det hverken udtalte buler op eller ned langs rygraden.
  • Ribbenene kan ikke ses, men let føles, når man stryger hånden henover.
  • Fedtdepotet omkring haleroden føles let svampet (så hverken helt hårdt eller helt blødt), og der er ikke nogen synlig bule op.

Hvis du vil vide lidt mere om BCS, har The Horse skrevet en god oversigt med beskrivelse af BCS 1-9, og hvordan man bruger systemet:  https://thehorse.com/164978/body-condition-scoring-horses-step-by-step/

Min nye hest, Ravel, er overvægtig – det havde jeg egentlig ikke brug for BCS systemet for at se, men jeg valgte alligevel at lave en vurdering for at se, hvor slemt det stod til. Han har nu boet hos mig i et par uger, og der er lige så stille ved at ske vægtændringer. Ændringerne i hans fodring og mængde af bevægelse skal meget gerne give et stille og roligt vægttab.

Leopold ligger på billeder her omkring BCS 5, men han er faktisk lige på grænsen til at ryge over i BCS 5,5. Han har en smule fedtkam på halsen og tendens til at sætte fedt omkring skulderen. Ribbenene kan stadig fint mærkes, og der er ikke andre tegn på overvægt. Så alt i alt ikke en hest, der nødvendigvis skal slankes, men en hest, hvor man skal være lidt opmærksom på vægten.

Foto: Cecilie Lynge Bak

Ravel BCS ca. 5,8. Ravel skal gerne ned på BCS 5 i løbet af de næste måneder. Vægttabet opnås ved en regulering i fodringen samt øget aktivitetsniveau.

Storm med BCS på ca. 9.

Billedet venligst udlånt af hans ejer, Lene.

Storm med en BCS på ca. 4,5 efter hans ejer har kæmpet en brav kamp for at få ham ned i vægt og ovenpå igen efter forfangenhed.

Billedet venligst udlånt af hans ejer, Lene.

Er du interesseret i hvad jeg kan gøre for dig og din hest? Tøv ikke med at kontakte mig - vi kan altid tage en uforpligtende snak.

© 2018 - Hesten som helhed v/ Susan Helany